lørdag den 7. april 2012

Mennonitternes historie

Den første mennonitmenighed blev dannet i Zürich i januar 1525. Stifterne havde bl. a. den opfattelse, at barnedåb ikke var forenelig med Det Nye Testamente . Døberbevægelsen, som benævnelsen for trosretningen var i begyndelsen, spredte sig i løbet af kort tid til store områder i Schweiz, Østrig og Tyskland.

Af deres modstandere blev de kaldt gendøbere (anabaptister), fordi de også døbte voksne, som allerede var barnedøbt. Den lutherske kirke fastholdt begrebet gendøbere helt til midten af 1900-tallet.

Op til 1700-tallet forfulgte både den lutherske, den reformerte, den katolske kirke og fyrsterne den nye bevægelse med stor grusomhed. Mange fik frataget ejendom, blev fordrevet fra deres hjem og slået ihjel. I 1529 vedtog den tyske rigsdag det såkaldte gendøbermandat, som foreskrev dødsstraf for gendøbere.

Selvom de blev mødt med massiv modstand, nåede døberne også Nederlandene, hvor Menno Simons tilsluttede sig dem i 1536. Han samlede den pacifistiske del af bevægelsen og oprettede menigheder i det nederlandske og nordtyske område, hvor de nu blev kaldt mennonitter eller dåbssindede.

Efter hans død splittede bevægelsen sig i en periode op i flamske, frisiske og waterlandske menigheder. I 1600-tallet var bevægelsen præget af modstanden mellem de mere liberale - lammister og de mere konservative - sonnister. I 1693 udtrådte den konservative del under ledelse af Jakob Ammann af kirkesamfundet og kaldte sig amish. Resten kaldte sig nu mennonitter.

Mens mennoniterne i de nordlige Nederlandene med indførelsen af religiøs tolerance i 1579 kunne virke frit, var mennonitterne i andre lande fortsat offer for forfølgelse, tortur og martyrdød. Den fortsatte religiøse forfølgelse i store dele af Europa førte til udvandringen til det daværende Vestprøjsen og lidt senere også til Nordamerika, hvor mennonittiske immigranter etablerede sig en række nye byer og kolonier. Mennonittiske indvandrere bosatte sig her især i Pennsylvania og omkring de store søer. Mange af dem har bevaret deres tyske dialekt (pennsylvania-tysk eller plattysk) op til i dag.

I Vestprøjsen opdyrkede mennonitiske flygtninge fra Nederlandene sumpområderne ved Weichels floddelta. De byggede diger og kanaler og kunne på den måde udnytte området til kvægdrift. Da det indbragte landets byer og godsejere en stor økonomisk fordel, fik mennonitterne lov til at dyrke deres tro uhindret. Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under Prøjsen efter den polske deling i 1772, ændrede situationen sig drastisk. De cirka 12.000 mennonitter afviste at gøre krigstjeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at udvide deres område.

Derfor udvandrede mange af dem på Katharina den Stores opfordring til Ukraine, hvor de grundlagde de to bosættelser Chortitza (i 1789) og Molotschna (i 1804). Men da den russiske zar indførte almindelig værnepligt i 1874 udvandrede igen cirka en tredjedel af mennonitterne til Manitoba i Canada og forskellige steder i USA.

I løbet af 1920'erne udvandrede yderligere 23.000. Ved Sovjetunionens sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag en stor del af den mennonittiske bevægelse i Tyskland.

På verdensplan findes i dag over 1 mio. mennonitter.

Der findes en historisk og kulturel forening for mennonitter i Paraguay: Verein für Geschichte und Kultur der Mennoniten en Paraguay - på deres hjemmeside kan du se meget mere, siden er på tysk eller spansk.

Mennoniter i Danmark

I København eksisterede en lille menighed af mennonitter, der havde en kirke på Østerbro - Østerbrogade 55. Da deres præst døde i slutningen af 1900-tallet, forsvandt menigheden lige så stille. I 1800-tallet var der også mennonitterne  i Fredericia og i Friedrichstadt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar